Vi bruger nogle specielle hydrofoner til at lytte efter de mærkede fisk i Limfjorden og derved dokumentere fiskenes position på forskellige tidspunkter.

Desværre er hydrofonen ved mundingen af Simested Å forsvundet, hvilket betyder at vi kommer til at få et hul i data for simestedfiskene hvis ikke vi finder den igen.

Hvis du ser en hydrofon som den på billedet ligge og drive rundt et sted i området, må du derfor meget gerne kontakte mig (makri@aqua.dtu.dk).

Hydrofonen er på størrelse med en termokande (30 cm høj, syv cm i diameter) og vejer 1,2 kg.

En af de unikke ting ved vores DST-datasæt, er den mulighed det giver for at sammenligne adfærden hos fisk der overlevede deres ophold i havet med adfærden hos fisk som døde derude.

Disse data viser tydeligt, at det er farligt at være havørred i de første tre uger efter entréen i marine vande. Vi har således elektroniske mærker fra 21 fisk der er døde af naturlige årsager (ikke fanget af mennesker) og ud af disse er de 20 døde indenfor de første tre uger.

Det er måske ikke så overraskende at der er høj dødelighed i starten, da fiskene er udmattede og sløje efter megen hidsig grus-action. Vi kan da også konstatere, at de fisk der overlevede deres ophold i havet var i signifikant bedre fysisk kondition (på dansk: de var federe) da vi mærkede dem end de fisk der gik hen og døde.

Det mest interessante ud fra et biologisk synspunkt er, at de fisk der gik hen og døde opførte sig anderledes indtil døden fandt dem når man sammenligner med overleverne. Som tidligere beskrevet, har ørrederne en karakteristisk dykkeadfærd hvor de bevæger sig op og ned gennem vandsøjlen for at jage når der er lyst, og her var det faktisk tydeligt og statistisk signifikant, at de fisk som senere gik hen og døde udførte færre jagtekspeditioner til dybt vand. Jeg har plottet dette nedenfor, hvor de tykke linjer er gennemsnitsværdien for de to grupper (mørk = overlever, lys = død), mens de tynde linjer er hvert individ.

Som man kan se, udfører overleverne et gradvist stigende antal dyk hver dag efter de rammer havet, mens de fisk som ikke klarede den, aldrig rigtig får gang i fødesøgningen inden de forlader os.

Andre studier har påvist, at fisk i dårlig kondition (altså, de tynde og udmagrede fisk) tager større risici i deres valg af migrationsstrategi, mens fiskene i god kondition ikke behøver dette, og det vi ser her kunne muligvis være et udtryk for dette. Alternativt kan det være at de udmagrede fisk må tage større pauser mellem hver jagttur og at de samtidig i deres svækkede tilstand er dårligere til at undslippe prædatorer såsom sæler.

Det kan derfor være relevant at se på, om de to grupper af fisk opfører sig på samme måde under deres dyk, eller om overleverne eksempelvis er i stand til at dykke dybere og hurtigere. Her viser det sig faktisk, at de to grupper fisk dykker til samme dybder og dykker med samme hastighed når de vender halefinnen i vejret for at søge efter føde.

Dette har jeg plottet på de to figurer nedenfor, hvor man kan se, at både den gennemsnitligt opnåede maksdybde på hvert dyk samt den vertikale hastighed som fiskene indleder dykkene med er identisk. Igen er den mørke linje middelværdien for overleverne og den lyse er middelværdien for de døde fisk mens de grå områder er standardafvigelsen.

Et jagtdyk synes med andre ord at være et jagtdyk uanset om en fisk tilhører gruppen af overlevende eller døde fisk, mens fiskenes fysiske tilstand synes at have en indflydelse på den strategi fiskene anlægger i starten af den marine periode.