Resultaterne fra Limfjorden viste sig at pege på nogle udfordringer for både post-smolt og nedgængere når de bevæger sig ud i fjorden. Det er noget der har betydning for bestanden af havørreder i store dele af landet, da limfjordsørrederne er gode til at svømme ud i de danske farvande og blande sig med bestandene der. Samtidig er der sikkert lignende udfordringer andre steder i landet i forskelligt omfang, da laksefisk generelt er sårbare i perioden umiddelbart efter de forlader vandløbene.

Nærværende indlæg fokuserer derfor på, hvordan vi kan blive klogere på præcis hvad der foregår når fiskene forlader vandløbet, og hvad vi eventuelt kan gøre for at hjælpe dem med at overleve.

I Limfjorden ser problemerne nemlig især ud til at indfinde sig i den sydlige del af fjorden, tæt på vandløbenes mundinger. Her forsvinder der allerflest fisk, og kan vi komme nærmere hvad der sker i det område, får vi muligheder for at vurdere om vi skal forvalte de marine områder på en anden måde. Skal vi udlægge stenrev eller genplante ålegræs så der kommer skjulesteder og muligvis også andre typer fisk, skal vi skræmme rovdyr væk fra bestemte steder eller noget helt andet? Til at starte med, har vi brug for at vide hvad der egentlig sker.

Det kan vi blive klogere på hvis vi får detaljeret viden om præcist hvor fiskene opholder sig, og hvornår og hvorfor de dør. GPS kan desværre ikke sende gennem vand (ohhh, det havde gjort alting nemmere), men DTU og norske NINA har faktisk været frontløbere i at udvikle en løsning som kan positionere fiskene præcist ad andre veje.

Metoden går ud på, at man mærker fiskene med et akustisk mærke, der udsender fiskenes ID og opholdsdybde en gang i minuttet. Ved at have et stort antal nøje placerede hydrofoner stående, får man mulighed for at se præcis hvilket tidspunkt signalet fra det elektroniske mærke ankommer til hver hydrofon, og derved kan man beregne fiskenes præcise position. I princippet simpelt, men i praksis en større logistisk og matematisk øvelse.

Når setuppet kører, er der dog fuld belønning, da man nu kan se hvad fiskene foretager sig. Det kan eksempelvis se ud som på nedenstående animation hvor en nedgængerlaks svømmer forvirret rundt i en vandkraftsø og leder efter faunapassagen (som befinder sig i øverste venstre hjørne). Animationen er produceret af Henrik Baktoft, som netop er en af udviklerne af positioneringsmetoden:

Hvis man laver en lignende undersøgelse i området omkring vandløbenes mundinger i Limfjorden, vil man kunne se hvor ørrederne opholder sig og hvor de dør. Man vil samtidig kunne se, hvilke områder de færdes mest i, som man har gjort for torsk i en sydnorsk fjord jf. figuren herunder.

Som man kan se, foretrækker torskene områder med ålegræs eller andre typer vegetation på bunden (prikkerne til venstre er torskenes positioner, mens billedet til højre viser bundforholdene, hvor de grønne eller grønlige områder er områder med vegetation på bunden). Ørrederne opholder sig højere i vandsøjlen end torsk, så det er ikke sikkert man vil se samme billede hos dem, men det kan også være man vil.

En sådan undersøgelse vil derved kaste helt nyt lys over ørredernes adfærd og behov i det marine miljø der møder dem når de forlader vandløbene. Vi har efterhånden ret godt styr på hvad vi skal gøre for at hjælpe fiskene i vandløbene, men i det marine miljø ved vi meget lidt om hvad der foregår, og vi kan derfor ikke høste potentielt lavthængende frugter der kan forbedre overlevelsen hos fiskene efter de forlader vandløbene. Resultaterne i Limfjorden har netop vist, at det er et område der kan have meget stor betydning for hvor mange fisk der overlever.

Ovenstående metode kunne derfor være et oplagt næste skridt i udforskningen af havørredens marine liv.