Der er en generel tendens til, at de store havørreder er underrepræsenteret i fangsterne fra kysten i forhold til de fangster der landes i åerne. Det kan der være flere årsager til, hvoraf den ene kan være, at de store fisk søger ud på dybere vand og måske ud i åbne havområder såsom Skagerrak, Nordsøen eller Østersøen om sommeren.

Den slags har vi kunnet se i vores temperatur- og dybdedata, hvor de store (1,6 -7,1 kg da de blev mærket i åen efter gydning) havørreder opholdt sig i varme områder når gennemsnitstemperaturen i de danske farvande var under 10 grader og i kolde områder når gennemsnitstemperaturen oversteg 15 grader. Dette er en god indikation på, at fiskene har opholdt sig tæt på land hvor vandet bliver hurtigt varmt om foråret, og i mere åbne havområder hvor vandet er køligt om sommeren. Konsekvensen bliver selvfølgelig, at disse store fisk udgår fra kystfiskeriet om sommeren.

Ovenstående data er dog alene data fra fisk der overlevede hele deres ophold i det marine miljø og vendte hjem til åerne for at gyde igen. Vi har anvendt en speciel mærketype, som gør at vi ud over disse overlevende fisk, også har fået data på fisk der døde i havet.

Det er interessant, da disse data viser, at der er individuelle adfærdsforskelle om foråret inden bevægelsen ud i det åbne hav finder sted. Nogle store havørreder opholder sig således på lavere vand og dykker mindre og må derved forventes at indgå mere i kystfiskeriet end de havørreder der foretrækker større dybder.

Det interessante er, at der især er en bestemt gruppe der skiller sig ud på dette punkt. Dette er de fisk der er blevet fanget af lystfiskere langs kysten. Vi har fået fire mærker retur fra sådanne fisk, og disse fisk havde både opholdt sig på lavere dybder og haft færre dyk indtil de blev fanget end de øvrige fisk.

De lystfiskerfangede fisk har stadig haft det karakteristiske mønster hvor de dykker om dagen og holder pause ved overfladen om aftenen og natten, men de har bare dykket mindre og til lavere dybder, og derved opholdt sig på lavere dybder generelt end de overlevende fisk. Det kan du se på figuren herunder, hvor antallet af daglige dyk og den daglige maksdybde i de første 20 dage i havet er plottet for overlevende fisk (1), to forskellige grupper af fisk der dør af ukendte årsager (2 og 3) og så en gruppe med de fisk der blev fanget af lystfiskere (4).

Det er selvfølgelig svært at konkludere så meget når vi kun har fire fisk der blev fanget fra kysten. Det er derfor ikke noget vi kommer til at kunne melde bombastisk ud omkring, men data rejser alligevel spørgsmålet om hvor mange af de store fisk der indgår i kystfiskeriet? Er der vitterlig en forskel, så nogle fisk foretrækker det lave vand mens andre hurtigt trækkere ud og dermed har bedre overlevelseschancer i forhold til fiskeri fra både lyst- og garnfiskere?

Det kunne derfor være super interessant at mærke et større antal fisk og tage fysiologi- og DNA-prøver fra dem inden. Kan adfærden i form af dybdepræferencer kobles til bestemte hormoner eller gener, eller er det helt andre ting der afgør om fiskene trækker hurtigt ud på åbent vand og væk fra kystfiskeriet? Med den slags viden, vil vi virkelig begynde at forstå hvad der foregår når havørrederne opholder sig i havet.

Noget af det der gør resultaterne af nedgængerundersøgelsen fra Limfjorden så interessante, er den helt særlige adfærd havørrederne fra Karup og Simested Å viste sig at have i fjorden. Dette og en del andet har vi kigget nærmere på i den internationale videnskabelige publikation vi netop har fået publiceret om emnet.

Her sammenligner vi eksempelvis adfærden i Limfjorden med den andre studier har dokumenteret hos nedgængerørreder i andre fjordsystemer. Der er godt nok ikke publiceret voldsomt mange internationale studier om voksne havørreders vandringer gennem fjordsystemer endnu, men fra dem der findes, kan vi allerede se at havørreder er ekstremt tilpasningsdygtige. Hvis man kigger på tabel 4 i publikationen, kan man således se en sammenligning af fjord-adfærden hos havørreder i danske, svenske, norske og britiske systemer (studiet i Limfjorden er nederst). Selvom studierne ikke har været sat op på helt samme måde, er forskellen på havørredernes adfærd i de forskellige systemer alligevel tydelig.

Her det værd at lægge mærke til, at de tre øverste (norske) studier finder en overlevelse på 56-86 % for nedgængerørreder. En anden norsk undersøgelse som endnu ikke er internationalt publiceret, har fundet overlevelser på 76 %, så det ser ud til at være normalt oppe på de kanter. Deroppe ser man også netop den “klassiske” havørred-adfærd, hvor de fleste fisk vandrer korte afstande.

Der er helt sikker mange forhold der har indflydelse på den måde havørreder tilpasses til at bruge et givent fjordsystem. De studier der foreligger giver kun et snapshot på 1-2 års adfærd i det givne system, men man får alligevel det indtryk, at havørredenes tilbøjelighed til at blive fjorden er korreleret med deres dødelighed i selve fjorden. Det giver god mening, men der er ikke mange fisk der formår at tilpasse sig til den slags som havørreden ser ud til at gøre. Dette kommer ydermere til at stå lidt på spidsen når man kigger på Limfjorden, hvor vi fandt kombinationen af den højeste dødelighed og de højeste hastighed ud af systemet blandt de tilgængelige studier.

Min PhD-afhandling er i øvrigt godkendt til forsvar 21. maj klokken 13 i Silkeborg, hvor ovenstående naturligvis også vil indgå som en del af forsvaret. Her vil det indgå som en del af en mere overordnet diskussion om hvad der påvirker havørredens marine adfærd. Resultaterne fra de foregående tre års undersøgelser viser netop, at et væld af faktorer såsom fysisk tilstand, dødelighed, temperatur, salinitet mv. har eller kan have indflydelse på fiskenes adfærd i det marine miljø.