Fællesvandring i fjorden?

Mange der færdes meget med fiskeudstyr langs de danske kyster har bemærket, at havørrederne kan finde på at følges ad i stimer. Med i alt 80 nedgængere mærket forskellige steder i Karup og Simested åer i løbet af en uge, skulle man dog mene, at sandsynligheden for at se denne stimeadfærd i vores studie var ganske lille. Efterfølgende faldt sandsynligheden endda yderligere, da en del af vores udstyr tæt på mundingerne på ulykkelig vis forsvandt.

Men så var det, at tre af Simested-fiskene dukkede op ved Virksunddæmningen samtidig om eftermiddagen 31. marts, hvor fiskene opholdt sig en times tid inden de forsvandt igen.

Næste formiddag vendte de samme tre fisk tilbage til Virksunddæmningen, hvor de denne gang opholdt sig i tre timer, inden de forsvandt igen.

Når mærkede fisk på den måde registreres samtidig på en målestation, kan det være et tegn på, at de i virkeligheden svømmer rundt sammen nede i maven på et rovdyr. Således nedslået blev det konstateret, at en af de mange sæler der ligger på lur ved dæmningen nok bare havde fyldt maven med herligt ørredkød og nu lå og badede rundt i området med en bemærkelsesværdig mangel på dårlig samvittighed.

Såfremt dette var tilfældet, havde en grum skæbne dog overgået sælen efterfølgende, for fem dage senere var gruppen blevet skilt ad således at to af fiskene blev registreret ved Aalborg klokken 9.30, mens den tredje fisk først ankom til Aalborg dagen efter. De to af fiskene svømmede altså stadig næsten lige oveni hinanden helt oppe ved Aalborg, mens den tredje havde fundet andre venner uden mærker i bugen eller måske bare var gået solo.

De to følgesvende blev dog sidenhen også uenige om retningen ude i Kattegat, for det næste vi hører fra dem er, at den ene af dem ved en fejl går ind i Randers Fjord 25. juni, hvorefter den vender om og returnerer til Aalborg 28. juni og suser videre hjem mod åen. Dens makker kommer først tilbage to uger senere, mens deres tredje kammerat fra begyndelsen af vandringen var lidt hurtigere hjemme, og allerede ankom ved Aalborg 22. juni.

Der er således tale om tre ganske levende fisk som ser ud til at have vandret sammen i begyndelsen af deres tur ud af fjorden, og heraf blev de to fisk sammen som minimum til Aalborg. Det er jo ikke ligefrem et antal som man kan skrive biologiske teorier ud fra, men det skal dog nævnes, at 23 % af fiskene ved Virksunddæmningen så ud til at have en eller anden form for følgeskab, så vi håber at kunne få mulighed for at mærke et større antal fisk fremadrettet, så disse ting kan undersøges bedre.

Det kunne jo eksempelvis være oplagt at tro, at stimeadfærd kan være udbredt tidligt i fiskenes marine ophold, hvor det kan være en tilpasning for at nedsætte faren fra rovdyr, som selv voksne ørreder er relativt sårbare overfor tidligt i deres marine ophold når vandet er koldt og deres kroppe er trætte efter gydningen.

Vi får se hvad fremtidige resultater bringer. Når det kommer til puslespillet om havørredernes marine liv, er vi kun lige begyndt at lægge de første brikker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *