Glæden ved returnerede mærker

Så er der nyt fra en af de 20 smolt der overlevede turen ud af Limfjorden sidste år. En af de mærkede fisk fra Simested Å er nemlig blevet fanget og hjemtaget fra Nykøbing Sjællands Havn 31. marts af 12-årige Tobias Bressendorff fra Nykøbing. Tobias har efterfølgende været så venlig at returnere mærket til os, så vi kan føje fangsten til fiskens livshistorie.

Med en vægt på 69,2 g og en længde på 20,1 cm på mærkningstidspunktet, var dette den næststørste af de 101 smolt vi mærkede. Fisken har tilsyneladende også haft en god tilvækst siden, da den har tidoblet sin vægt til 700 g og mere end fordoblet sin længde til 42 cm på det år der er gået.

Fisken blev mærket 1,1 km fra mundingen af Simested Å 6. april 2017, og blev siden registreret ved Virksund/Sundstrup 17. maj, og ved Aalborg 22. maj i retning mod Kattegat. Siden har vi ikke hørt fra den på nogle af vores hydrofoner, og da batteriet i mærket løb tør for strøm i oktober, var returnering af mærket den eneste måde vi kunne få mere information om fisken på.

Folk der får fingrene i et mærke opfordres derfor på det kraftigste til at følge Tobias’ eksempel og returnere dem, hvilket kan man læse mere om her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *