Lukketid i Limfjorden

Så er havørrederne ved at have afsluttet årets svømmetur, og det betyder også at studiet i Limfjorden snart kan lukkes ned.

I oktober fjernes hydrofoner og øvrigt udstyr derfor, og data fra studiet bliver færdigbehandlet og gjort klar til offentliggørelse. Resultaterne forventes offentliggjort på dansk til november, mens der senere vil komme en detaljeret videnskabelig artikel.

Det har givet god mening at fortsætte studiet i år, da vi har fået et bedre datasæt denne sæson som dermed også kan lukke nogle af de lidt mere spekulative punkter der opstod som følge af de mange forsvundne hydrofoner i 2017. Samtidig er det altid godt at have to år at holde op mod hinanden. Eksempelvis er mange af de ting vi observerede sidste år også sket i år, samtidig med at vi nu har fået en mere detaljeret viden om hvad der skete mellem de relativt få punkter vi endte med at have i 2017.

Der ser ud til at være et meget stort sammenfald i adfærden i 2017 og 2018, om end der har været en tidsforskydning som følge af det kolde vejr i februar og marts 2018 og den efterfølgende varme sommer. Havørrederne fra Karup og Simested ser altså ud til at have en unik vandringsadfærd, som formentlig er afgørende for deres succes i Limfjorden og de danske farvande. Dette er væsentligt, fordi resultaterne derfor også kan gøre os klogere på, hvorfor de mange ikke-tilpassede dambrugsørreder der blev udsat i Karup Å i anden halvdel af 1900-tallet klarede sig så dårligt at deres gener stort set er vasket ud af bestanden.

Det bliver derfor spændende at komme i dybden med datasættet og få det præsenteret i færdigbehandlet form.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *