Lidt supplerende læsning

Der er nu to måneder til min samlede afhandling The Marine Life of Sea Trout (Salmo trutta L.) skal afleveres til bedømmelse. Ting skal laves helt færdige, sendes i såkaldt peer review og skrives sammen til en samlet historie, og derfor er der et beklageligt underskud af opdateringer her på bloggen for tiden.

Der kommer flere resultater på et senere tidspunkt, og indtil da er her et par andre historier med relation til de ting der har været omtalt på bloggen:

I fiskeplejeartiklen om nedgængerørrederne nævnes det, at seks af de 30 fisk der forlod Limfjorden i 2017 senere blev registreret i Øresund. En af fiskene svømmede hjem fra Øresund til Limfjorden med en lineær hastighed på 59 km/dag, hvilket er rigtig hurtigt. I 2018 var der ikke udstyr i Øresund til at lytte efter fiskene, men det var der i Roskilde Fjord, hvor der kører en lignende undersøgelse. Her har to af de 30 fisk der forlod Limfjorden i 2018 været på besøg.

I sommers udkom vores resultater vedrørende havørredens temperatur og dybdepræferencer i havet. Resultaterne blev samlet op flere steder, herunder hos en dygtig norsk lystfisker og blogger, som har relateret dem til sine erfaringer med fiskeri efter havørred. Artiklen er bestemt læseværdig hvis man interesserer sig for havørredfiskeri fra kysten, og den er et fint eksempel på hvordan forskningsresultater og praktisk erfaring kan supplere hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *