De døde ørreders historie

Meget af den viden vi har om adfærd hos ørreder og andre fisk der opholder sig i havet, kommer fra succesfulde fisk, dvs. fisk som eksempelvis overlever hele opholdet i havet og vender hjem til vandløbene igen.

Dette skyldes, at den type mærker der kan lave kontinuerte målinger af eksempelvis fiskens temperatur og dybde er tungere end vand, og derfor synker til bunds når fiskene dør. Dermed ligger data fra den døde fisk på bunden i stedet for på en af vores computere hvor det kunne gøre gavn. Dette er eksempelvis tilfældet for vores resultater om havørredens marine adfærd, som blev baseret på fisk der overlevede.

Som noget nyt, har DTU dog anvendt en ny type mærke som faktisk kan flyde. På den måde kan mærkerne fra døde fisk findes på strande og lignende, og derefter returneres til aflæsning hos os. I alt 125 store havørreder blev mærket med denne type mærke, og de 53 blev faktisk returneret.

Disse mærker har givet os muligheden for at sammenligne adfærden hos de fisk der overlever med dem der dør. Nogle af resultaterne er beskrevet her, men du kan få hele historien ved at læse den netop publicerede artikel her.

De mest interessante del-resultater er, at dødeligheden hos havørreder er meget høj i de første uger i havet. De fisk der døde var i dårligere kondition (slankere) da de blev mærket, og har formentlig af samme grund haft svært ved at overleve de første uger i saltvand. Til gengæld var der stort set ingen havørreder der døde af naturlige årsager (ikke fiskeri) efter de første tre uger, så havørreder i god tilstand ser ud til at være gode overlevere i de danske havområder.

Samtidig dykkede de overlevende fisk mest (et dyk er defineret som et besøg under fem meters dybde), mens især de fisk der blev fanget af lystfiskere fra kysten havde dykket mindre og opholdt sig på lavere vand. Det skal understreges, at alle fiskene havde et adfærdsmønster med dykkeaktivitet i dagtimerne og pause ved overfladen om natten (se figuren nedenfor, hvor de grå områder angiver at det er nat), men mønsteret var mest udtalt hos de overlevende fisk.

Som en anden lille kuriositet, kan man give sig til at spekulere på, hvad der forårsagede de døde fisks endeligt. Et af nedenstående tre dødsfald ser eksempelvis ud til at skyldes, at fisken er blevet ædt af en sæl. Kan du se hvilken? Den blå kurve er mærkets opholdsdybde, mens den røde er dets temperatur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *