En af de unikke ting ved vores DST-datasæt, er den mulighed det giver for at sammenligne adfærden hos fisk der overlevede deres ophold i havet med adfærden hos fisk som døde derude.

Disse data viser tydeligt, at det er farligt at være havørred i de første tre uger efter entréen i marine vande. Vi har således elektroniske mærker fra 21 fisk der er døde af naturlige årsager (ikke fanget af mennesker) og ud af disse er de 20 døde indenfor de første tre uger.

Det er måske ikke så overraskende at der er høj dødelighed i starten, da fiskene er udmattede og sløje efter megen hidsig grus-action. Vi kan da også konstatere, at de fisk der overlevede deres ophold i havet var i signifikant bedre fysisk kondition (på dansk: de var federe) da vi mærkede dem end de fisk der gik hen og døde.

Det mest interessante ud fra et biologisk synspunkt er, at de fisk der gik hen og døde opførte sig anderledes indtil døden fandt dem når man sammenligner med overleverne. Som tidligere beskrevet, har ørrederne en karakteristisk dykkeadfærd hvor de bevæger sig op og ned gennem vandsøjlen for at jage når der er lyst, og her var det faktisk tydeligt og statistisk signifikant, at de fisk som senere gik hen og døde udførte færre jagtekspeditioner til dybt vand. Jeg har plottet dette nedenfor, hvor de tykke linjer er gennemsnitsværdien for de to grupper (mørk = overlever, lys = død), mens de tynde linjer er hvert individ.

Som man kan se, udfører overleverne et gradvist stigende antal dyk hver dag efter de rammer havet, mens de fisk som ikke klarede den, aldrig rigtig får gang i fødesøgningen inden de forlader os.

Andre studier har påvist, at fisk i dårlig kondition (altså, de tynde og udmagrede fisk) tager større risici i deres valg af migrationsstrategi, mens fiskene i god kondition ikke behøver dette, og det vi ser her kunne muligvis være et udtryk for dette. Alternativt kan det være at de udmagrede fisk må tage større pauser mellem hver jagttur og at de samtidig i deres svækkede tilstand er dårligere til at undslippe prædatorer såsom sæler.

Det kan derfor være relevant at se på, om de to grupper af fisk opfører sig på samme måde under deres dyk, eller om overleverne eksempelvis er i stand til at dykke dybere og hurtigere. Her viser det sig faktisk, at de to grupper fisk dykker til samme dybder og dykker med samme hastighed når de vender halefinnen i vejret for at søge efter føde.

Dette har jeg plottet på de to figurer nedenfor, hvor man kan se, at både den gennemsnitligt opnåede maksdybde på hvert dyk samt den vertikale hastighed som fiskene indleder dykkene med er identisk. Igen er den mørke linje middelværdien for overleverne og den lyse er middelværdien for de døde fisk mens de grå områder er standardafvigelsen.

Et jagtdyk synes med andre ord at være et jagtdyk uanset om en fisk tilhører gruppen af overlevende eller døde fisk, mens fiskenes fysiske tilstand synes at have en indflydelse på den strategi fiskene anlægger i starten af den marine periode.

Hydrofonen ved mundingen af Karup Å blev tømt for data i dag, og den afslørede at hele 47/50 af de mærkede smolt har fundet vej de 31 km fra mærkningsstedet til mundingen og dermed er i fjorden eller havet.

Hydrofonen afslørede også, at to af de 34 nedgængere der trak ud i januar-marts nu er vendt tilbage til åen, og dermed er sæsonen for store fisk i åen i gang. De to fisk vejede hhv. 2,2 kg og 3,1 kg inden de trak i havet, så det er sikkert nogle herlige størrelser nu.

I DST-datasættet vendte 7/8 fisk først tilbage til vandløbene i juli og august, så forhåbentlig kommer der væsentligt flere fisk tilbage i løbet af de kommende måneder.

Hvis nogen skulle blive velsignet med en fangst af en mærket fisk, hører jeg meget gerne fra vedkommende.

Knæk og bræk!

I 2012-2015 indopererede DTU Aqua såkaldte DST’er (data storage tags) i bughulen på 125 havørreder fra syv jyske åer for at få en bedre idé om hvad fiskene svømmer rundt og laver ude i havet.

DST’erne kunne måle fiskenes temperatur og dybde og var forfærdeligt dyre, så der var en vis risiko forbundet med at sende hele 125 mærker til søs. Lignende forsøg har da hidtil også primært været forbeholdt havørredens rige fætre i canadiske og japanske studier af laks, mens det kun er helt oppe i Nordnorge at de har brugt DST’er i ørreder i nyere tid.

Nu var tiden dog kommet til den danske havørred, og der kom heldigvis nogle spændende og ganske unikke data ud af det omfattende mærkningsarbejde.

DST’er skal – som navnet antyder – returneres og aflæses lokalt for at vi kan få data ud af dem, men folk var heldigvis så flinke til at returnere fundne mærker at vi fik hele 53 stk retur som vi kunne hente data ud fra. Disse data udgør en stor del af min PhD, og jeg vil derfor præsentere nogle udpluk af dem fremover, så folk kan få et indblik i ørredernes marine adfærd.

Vi starter med det mest iøjnefaldende når man gennemgår data. Fiskene har nemlig en ganske karakteristisk dykkeadfærd gennem hele deres marine karriere. Se bare nedenstående figur, hvor adfærden for en herlig 2,5 kilos fisk fra Lilleåen er plottet (blå=dybde, rød=temperatur) fra den forlader Randers Fjord og til den vender tilbage dertil.

Læg mærke til hvordan fisken bevæger sig op og ned gennem vandsøjlen i så tætpakket et mønster at en stor del af plottet bliver blåt. Dette dykkemønster ser vi nogenlunde gengivet hos alle fiskene, og i gennemsnit dykker fiskene under en dybde på fem meter cirka 20 gange i døgnet. Mellem dykkene opholder fiskene sig ved overfladen, så på trods af de mange dyk, er ørreden forholdsvist overfladeorienteret (især først på sæsonen) og tilbringer generelt ca. 65 % af tiden på 0-3 meters dybde.

Dette kan man se på figuren herunder, hvor de summerede opholdsdybder for otte fisk der har gennemført en hel marin periode er plottet. Som man kan se, er der en vis individuel variation, men generelt opholder fiskene sig mest over fem meters dybde når vi samler alle observationerne fra hele den marine periode.

Når fiskene dykker, varer det normalt ca. 10-20 minutter inden de er tilbage over fem meters dybde. Om sommeren kan fiskene dog periodevist opholde sig meget lang tid (dage) på dybere vand.

Normalt går fiskene forholdsvist hurtigt ned til en dybde på 10-40 meter når de dykker, men dybderekordholderen blandt de fisk vi har fået data på når ned på hele 88 meter, så der er rimelig stor variation på den parameter.

Det er desuden værd at bemærke, at dykkene ikke er ligeligt fordel i løbet af døgnet, hvilket vi kan se hvis vi zoomer lidt ind på en kurve:

Det der sker er, at fiskene dykker, holder pause og dykker igen i dagtimerne, mens de tager sig en lang slapper ved overfladen om aftenen og natten i 6-8 timer. Pausen ligger generelt fra klokken 19-03, men det tal skjuler både de individuelle forskelle og den udvikling der er i løbet af sæsonen efterhånden som dagslængden øges. Fiskene dykker nemlig mere og holder en kortere nat-pause når dagslængden øges. Det er endnu mere tydeligt hvis vi zoomer ind på en junidag i en ørreds liv i juni 2013 og iagttager dens mange ture op og ned gennem vandsøjlen og dens natlige pause:

Det interessante er, at de tidligere nævnte studier af laks i Stillehavet og Atlanterhavet finder næsten samme adfærd hos deres fisk. Dybderne på dykkene kan variere lidt, men ikke mere end at man ville have svært ved at gætte hvilke vertikale adfærdsplots der tilhørte laks eller ørreder hvis man fik dem præsenteret ved siden af hinanden uden artsangivelse.

Nu kan man så begynde at spekulere over hvad fiskene laver når de bevæger sig op og ned i vandsøjlen, og det kunne være rigtig fint med et ørredkamera eller lignende til at afsløre det. Den generelle antagelse er dog, at fiskene jaager, og her kan det være et smart træk for fisken at bevæge sig op i det varmere overfladevand mellem sine angreb. Når fisken holder pause i det lune overfladevand, bliver dens nemlig krop varmet op, så den hurtigere kan fordøje et fanget byttedyr, og derved vokse hurtigere. Samtidig får fisken fordel af sin opvarmede krop når den dykker ned på dybere vand igen, hvor den for en kort stund vil have en højere muskeltemperatur og derved reaktions- og svømmeevne end de byttedyr der opholder sig permanent dernede.

Hvorfor holder fiskene så pause om aftenen og natten? Her kan vi skele til de fine tank-eksperimenter der er lavet med forskellige laksefisk, hvor man kan konstatere at fiskene er fremragende jægere i lys – også selvom der kun er en ganske lille smule af det – mens de til gengæld er nærmest uduelige jægere når det bliver helt mørkt. Hvis man er dårlig til at jage i mørke, ville det være dumt at dykke ned på 30 meters dybde om natten medmindre man var ude på at skjule sig, og det ser ørrederne ikke ud til at være. Samtidig har havets liv en tendens til at bevæge sig op fra dybet om natten, så den jagt der måtte være mulig i det sparsomme lys om natten kan foregå uden at bevæge sig ned på dybere vand.

Hvis du vil møde en stor havørred tæt ved overfladen, ser sandsynligheden med andre ord ud til at være størst om aftenen og natten, mens man skal ramme fisken mellem dykkene for at få kontakt med den ved overfladen i dagtimerne. Der kan dog være andre ting der afholder ørrederne fra at besøge overfladen og som kan bryde den ellers så karakteristiske dykkeadfærd i perioder, hvilket jeg vil komme mere ind på i et senere indlæg.

Limfjorden bobler med akustisk mærkede ørreder for tiden. Det første offload af hydrofonen ved mundingen af Karup Å i går afslørede nemlig, at 26 ud af de 50 smolt vi mærkede i Karup Å-systemet for to uger siden allerede er trukket ud i fjorden.

Vinderen klarede de 31 km fra mærkningsstedet ned til mundingen på godt to døgn, men den er tilsyneladende også blevet lidt træt, for den har stået og fået pusten i ni dage ved mundingen inden den tog det sidste spring og forlod åen 16. april.

Generelt trækker smoltene ganske hurtigt forbi de par hundrede meter som hydrofonen dækker, men der er nogle enkelte som lige skal sunde sig i nogle timer eller dage inden de forlader de ferske vande.

Nu bliver det interessant at se hvordan fiskene klarer sig i fjorden de kommende måneder.

 

De sidste fire dage har vi elfisket og mærket 100 smolt med såkaldte akustiske mærker i to herlige jyske åer. Jyske smolt er snu og gør ikke meget væsen af sig, så det var først efter et par frugtesløse dage da vores ene tekniker begyndte at forbande dem på den lokale dialekt, at smoltene forstod at tiden var kommet til at lade sig indfange og studere.

Smoltstudiet er et supplement til det igangværende studie af nedgængere, som blev igangsat med mærkningen med akustiske mærker af 80 store fine ørreder i de samme vandløb januar i år. For at kunne følge nedgængernes migration ud gennem Limfjorden, har vi sat hydrofoner op forskellige strategisk udvalgte steder i fjorden, så vi kan “høre” hvilke af de mærkede fisk der er svømmet forbi der. Da systemet til detektion af de mærkede fisk dermed står og lytter i Limfjorden i disse år, er det oplagt også at mærke nogle smolt, og derfor har Limfjordsrådet været på banen og skaffet penge til de 100 smoltmærker som blev brugt i denne uge.

DTU Aqua har tidligere lavet en lignende undersøgelse af smolt fra Villestrup Å, og her var der en overlevelse på 74 % for de første 30 dage, så det er farligt at være smolt. Cirka halvdelen af smoltene forlod dengang den noget mindre Mariager Fjord i forsøgsperioden, hvilket du kan læse mere om her. Det bliver derfor spændende at se hvordan det går for vores smolt når de bevæger sig ud i Limfjorden.

Med 100 smolt og de 80 nedfaldsfisk vi mærkede i januar, vil der alt i alt snart være op imod 180 akustiske mærker der svømmer rundt i Limfjorden og forvirrer de russiske ubåde og genererer data til videre analyse.

Når vi får disse data analyseret, kan vi se hvor langt gennem fjorden de små smolt får lov at trække inden de kommer galt af sted, samt om nogle af dem eventuelt forlader fjorden helt.

Du kan se et par billeder fra ugens mærkningseventyr nedenfor.

 

Det er mandag i Simested, og Kim BG nynner på canadisk mens hun belærer Hans-Jørn om korrekt håndtering af kanyler.

Så er det blevet tirsdag, og Jørgen kigger fortvivlet mod horisonten mens han undrer sig over hvor fiskene er.

Men så blev det onsdag, og Hans-Jørn introducerede os for Haderis Å hvor der både var smolt samt nedgængere der havde lært at smile til kameraet. Det er lidt nervøst smil, jovist, men stadigvæk…

Det vakte megen glæde hos Jørgen, der hurtigt udstyrede de opfangede fisk med et akustisk mærke (det er dem der er i æsken), så de kunne komme ud at svømme igen.

Herefter er det bare at vente på at fiskene bevæger sig gennem vandløbet og ud i havet så de kan generere nogle data som vi kan analysere

Velkommen til ørreder.dk

 

Denne side udspringer af et ønske om at formidle både stort og småt fra ørredernes verden med udgangspunkt i de ting der popper op i forbindelse med mine projekter på DTU Aqua, hvor jeg er i gang med en PhD om ørredmigration i havet.

Med venlig hilsen

Martin Lykke Kristensen